I fiskens tegn

af nes lerpa

|Printvenligt version|

For mange af os er Indien et fjernt og fremmedartet land, som vi ikke kender ret meget til. Heldigvis har nogle mennesker be­varet barndommens nysgerrighed og for­skertrang, og Maria Garavaglia og Nes Lerpa rejste derud for at se, opleve og få nye indtryk.

De fandt ud af, at indisk kunst er så forskellig som Indien selv - med dets kulturer, sprog og traditioner, Ingen ensartet bevægelse der! En enhed i variation - et enestående Indien, hvor drømme og virkelighed synes at være ens. Venstreorienterede – vækkelses­prædikanter-vestlige tilhængere - en vanvittig scene.

I Kovalam mødte de den unge, spændende billed­kunstner Babu Xavier, og de lavede et interview med ham, som blev offentliggjort i kunsttidsskriftet IL COLPO DEI BARBARI nr. 2 1985. Vi har lånt det, og det kommer her tilsat et lille udvalg af Babu's billeder:

Hvilken vej/tråd skal man følge for at komme ind i historien, eventyret i dine billeder?

Jeg foretrækker min egen vej - JEG ER IKKE AKADE­MISK MALER. Og det er et stort vovestykke at være maler i Indien - ligesom at bestige Himalaya. Mine følelser og reaktioner over for menneskelige situa­tioner og sindsbevægelser. Selv mine dyreformer og stole er udtryk for menneskelige følelser - på en eller anden mærkelig måde ønsker jeg altid at være my­stisk i min kreativitet.

Hvilke kunstnere eller hvilken kunst holder du mest af?

Det ved jeg ikke. Jeg respekterer og hader alle kunst­nere fra i går. Jeg har aldrig læst kunsthistorie; jeg kigger kun på reproduktioner og har en visuel idé om tidligere tider - har ikke tålmodighed til at læse om kunst! Jeg vil læse om de ting, der sker omkring mig - de sociale, økonomiske, politiske og kulturelle "hændelser" og "spil" i Indien, i den 3, verden og i verden som helhed. Mine billeder er ikke drømme, som folk siger. De er bevidste drømme. Jeg læser alle de avi­ser og tidsskrifter, jeg får fat i - fra "Time" til vores lokale dagblad. Jeg samler mine informationer og udvikler mine egne begreber og forandrer tingene ud fra dem. Jeg reagerer på alt, hvad jeg møder - både visuelle, litterære og musikalske billeder. Jeg bruger dem på min egen måde - så de er helt mine egne. En umiddelbar beregning. Jeg er ret sikker på dem. Hvad min skabende side angår (jeg er lidt snu og uhæderlig), så ta'r jeg alt, hvad jeg kan bruge fra de ting, jeg møder - malerier eller skulpturer - jeg laver dem, og jeg nyder dem. Jeg søger utålmodigt efter nyt, og det er jeg stolt af at sige. Alligevel er jeg mig selv. Jeg er meget genert og tilbageholdende. Jeg er ikke homoseksuel. Jeg elsker piger som masturba­tion midt på en varm sommerdag.

Hvilken forbindelse har du med europæisk og/eller amerikansk kunst?

Kun gennem reproduktioner i kunsttidsskrifter og bø­ger. Det ville være forkert at sige, at jeg har direkte kontakt med europæisk og amerikansk kunst. Jo na­turligvis, når der kommer besøg af kunstnere som Nes Lerpa og hans smilende veninde Maria Garavaglia. I de store byer har vi adgang til nutidig europæisk og amerikansk kunst gennem lysbilled-shows, filmforevis­ninger og kunstudstillinger via de forskellige ambassa­der. Det er skæbnens ironi, at vi bliver mere bevidste om vore egne kulturelle værdier, som vi mener er kilden til den såkaldt "moderne kunst" i vesten. Picasso og Klees værker - på en vis måde er jeg stolt af dem. De erkendte den 3. verdens kulturelle rigdom og vir­keliggjorde den for menneskeheden.

Føler du, at din kunst hovedsageligt er knyttet til Kerala eller Sydindien eller hele Indien?

Nej, mine billeder tilhører hele menneskeheden. Der­for foretrækker jeg fantasien - det eneste universelle udtryksmiddel. Jeg ønsker at nå helt ind i folks hjerter.

Fortæl lidt om din aktivitet midt i dagligdagen blandt dit folk!

Jeg ønsker at blande mig med folk. Billeder er et kommunikationsmiddel - min ensomme gæst der blødgør hjerterne. Jeg er alene. Mine menneskelige figurer, stole, dyr og fugle er alle alene. Se på dem. De er alene. De tørster efter at slippe ud af ensom­heden "under solen, månen og stjernerne". Jeg glemte at fortælle, at jeg elsker at lytte til reggae mu­sik - en besynderlig besættelse - selv når jeg arbejder. Fantastisk - en enorm inspirationskilde. Jeg savner det meget her, hvor der ikke er nogen, der spiller det. Jeg savner min tid i Kovalam og de små restauranter og mine forbindelser i underverdenen. Der nød jeg livet med de farefulde træk - mine taxachauffør ven­ner - deres sarkastiske dialoger og sammenhold i krisesituationer. Jeg lærte en masse om livet - situa­tioner - om skjult smerte og begejstring. De prosti­tuerede, mit venskab med dem - deres historier. Det er mine billeder. Jeg sparer stadig penge sammen for at rejse ned og bo hos dem nogle dage hver an­den måned. Ikke som maler, men som en ven, der vil dem det godt. Jeg går rundt med ludere og alfonser, med narkohandlere og giver dem nye idéer og op­lysninger. Jeg er sammen med mine taxachauffør venner, deltager i deres fagforeningsmøder og druk­ture - og siger "ukultiverede" gloser om piger og folk i al almindelighed. Til gengæld iagttager jeg ting og følelser og situationer. Så vender jeg tilbage til mit kultiverede liv her i kunstnerbyen og laver billede efter billede - livets store frihed. Jeg elsker at dø i den!

Er det muligt at være kunstner i Indien i dag?

Ikke hvis man kun har talent, man skal også være heldig for at være maler i Indien uden anden indtægtskilde. Det er kun meget få, der kan det, og jeg er en fantastisk heldig fyr - og glem ikke, at mine billeder er mine billeder.

Hvordan vurderer du farverne? Ifølge indisk tradition har farverne en meget præcis betydning. Gælder det også for dig?

Jeg ved intet om farver. Det er mine følelser, der be­stemmer. Jeg kender kun navnene på meget få far­ver. Mine farver er bløde og uskyldige - og ukendte smertefulde farver. Jeg har ikke tid til at studere far­verne. Mit sind er fyldt med billedsprog. Jeg rejser alene med mine farver. For mig er der kun én ting, der tæller - billedets totalitet! Jeg er ligeglad. Mine farver er absolut naturlige, upåvirkede. Det sker bare. Ligesom man græder i ensomhed. Som et fjernt smil fra Maria Garavanlia . En spontan reaktion. En sam­menhobet spænding, der blusser op.

Fortæl mig om dine drømme som maler og som menneske!

Mine drømme som maler og som menneske er ens. Jeg vil gerne være en stor maler med stor succes. Jeg ønsker ikke at være millionær - men jeg vil gerne leve som en millionær. (Forstår du, jeg er født i fiskens tegn på samme dag som Michelangelo - den 6. marts (1960).) En kone. Helst mange piger til sex. Et stort atelier - en masse lærreder og farver (fortrinsvis importerede) - ude ved havet. Jeg vil altid se havet. Denne blå fornemmelse. Jeg elsker den. Jeg drøm­mer om, at mine billeder når direkte ud til flere og flere mennesker. Ingen drømme om museer og aka­demier. Jeg vil ikke dø. Hele min krop ryster og skælver og sveder, når jeg tænker på døden og "det bag­efter" - især om aftenen. Så maler jeg.

Fortæl lidt om din kontakt med andre kunstnere!

Den er ganske almindelig. Jeg har ingen nær kontakt med kunstnere. En afsondret, og dog venlig kontakt. Jeg får mere inspiration fra andre mennesker. Dog er der et broderligt forhold mellem kunstnere. Jeg vil gerne blive ved med at være et almindeligt menneske. Ingen hule teorier og intellektu­elle udfoldelser. Jeg henvender mig til kunstnere på et menneskeligt plan som menneskelige væsener. Jeg betragter dem og deres arbejder, når det er muligt. Jeg bruger det, der er godt for mig. Den eneste undtagelse er Nes Lerpa og Maria Garavaglia - en forbindelse, der er lige så besynderlig og enestående som vort første møde i Kovalam . Et lykketræf. Sådan et forhold har jeg ikke til andre kunstnere her. Mine nærmeste ven­ner er ikke kunstnere, men de er meget fascinerede af mit arbejde, min succes og min udvikling. Fra fjerne steder.

Hvordan lever de mennesker, der er tættest på dit arbejde? Hvad mener de om dine malerier?

Det er hovedsageligt kunstnere, fordi jeg har boet her i kunstnerbyen ved havet (Madras) siden maj må­ned. En af dem, der står mig nærmest, er etableret kunstner, en ungkarl på omkring 35 år med en bræn­dende interesse for piger. Jeg deler mine porno­blade med ham, og han fortæller mig om sine seksu­elle erfaringer, om forskellige slags piger, om astrologi - og når vi en sjælden gang drikker spiritus, fortæller han om kunst. Han er meget belæst. Gropinath hed­der han. En anden ven lige overfor er gift og har to børn. Han er mere interesseret i den åndelige side af kreativiteten. Jeg betragter dem, jeg lærer noget, finder noget. Nogle mennesker synes, at mine billeder er lidt mærkelige og karakteristiske - og så er der na­turligvis nogle, der siger "barnlige". Sjovt nok, er der folk her, der siger til mig: "Dine billeder er fantastiske, udmærkede o.s.v.", og når jeg vender ryggen til, siger de, at han overhovedet ikke er maler, og at han bare tilfældigvis har fået succes. Men jeg vil da ikke skjule, at jeg bliver glad, når folk siger, at mine billeder er gode. Det er da også tilfredsstillende at se artikler om mig og fotografier af mig og mine arbejder. Det er jeg lidt stolt af.

Hvad er dine planer/visioner for fremtiden?

Jeg er meget optimistisk med hensyn til fremtiden. Dog kan jeg ikke sige, at jeg vil dø. Det vil jeg ikke. Mod slutningen af året skal jeg have en større udstil­ling i Bombay. Så jeg vil ikke begå selvmord. Jeg øn­sker skæbnen velkommen.

Hvor og hvornår begyndte du at male?

Det er så utroligt. Jeg startede først med at tegne, da jeg var 18. Nu er jeg 25. Jeg hadede tegning og ma­ling i skolen. Jeg havde en meget ulykkelig og util­fredsstillende barndom - ikke materielt - men ånde­ligt. Jeg læste meget - romaner, historier og alt muligt - og jeg var selvfølgelig en dygtig elev uden nære kammerater. Jeg var ikke lykkelig - der var noget, der foruroligede mig - livet, dets mysterier og døden. Også min baggrund - jeg blev født som kristen. Min barndoms søndagsgudstjenester og bibeltimer og endelig opfattelsen af åbenbaringen. Jeg kunne ikke tænke på det. Allerede da jeg var 10 år gammel, blev jeg bange ved tanken om åbenbaringen, og jeg svedte og skælvede. Som teenager blev jeg op­slugt af piger og kvinder. Mange oplevelser, ydmygel­ser - mere sex - og så var jeg ulykkelig igen. (Rent fysisk smiler jeg altid - nu som dengang - undtagen når jeg er alene.) Da jeg var 18, startede jeg på et universitet, der lå 60 km fra mit hjem, for at læse zo­ologi. Jeg boede på et kollegium, og en eftermiddag fandt jeg en sort tuschpen på min vens bord, og jeg tegnede nogle få linjer på en avis. Det var et vende­punkt. En åbenbaring. Jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne få afløb for mine spændinger og forpinte følel­ser. Efter den dag begyndte jeg at bruge al min tid på biblioteket, hvor jeg læste bøger om kunst. Heldig­vis var det et godt bibliotek. Det varede i 3 år. I mel­lemtiden mødte jeg en ældre kunstner fra Kerala , og jeg ønskede at arbejde under ham. Han bad mig først om at fuldføre mine studier, men efter et år for­stod han min passion og sagde OK. Så en nat kun en måned før min afsluttende eksamen forlod jeg mit hjem og universitetet med de penge, jeg fik ved at sælge mit armbåndsur. Min læremester, som siger, at han lærte meget af mig, forsørgede mig i 2 år og gav mig materialer til at lave det ene arbejde efter det andet - uden at spilde tid på at give mig frihed til at gøre, hvad jeg havde lyst til. De første 2 år lavede jeg kun sorte tuschtegninger med forskellige toner af sort. Det 3. år flyttede jeg til et galleri i Kovalam , hvor jeg begyndte at male, at sælge og tjene til livets op­hold. Et sted, hvor jeg mødte mennesker fra forskellige dele af verden, samlede mere viden, mere erfaring - som hjalp mig med at skabe min egen opfattelse af kunst, Efter 3 års forløb rejste jeg til en kunstnerkoloni her i Madras. Jeg maler her og nu!

Sig mig, tror du, at man får noget konkret ud af alt det her? Nej, det er fuld af modsigelser - LIGESOM MINE BILLEDER - som fødsel og død. De to endepunk­ter på en langtrukken ensomhed, som kaldes livet. En langtrukken ensomhed med enorme korridorer. Mil­lioner og atter millioner omkring os - farverige kulturer - langt borte kærlighed og frygt. Øjne fulde af tårer. Attentater, kup, demokratier, kommunisme og kapita­lisme. Sydafrika og de sorte, Palæstina og Israel, Nica­ragua og USA. Greenpeace og Frankrig. En tabt Rain­bow Warrior, New Zealand ind imellem. 1. og 2. ver­den - 3. verden alene, i stigende gæld. Fattigdom og forurening. Indira Gandhi og Mother Teresa.

Åh Maria, vi befinder os her i denne pinefulde ekstase i en verden af drømme og realiteter. Modsigelser, der aldrig holder op. Det er mit maleri - min kunst!

No woman no cry - No man no cry

Noter: Kovalam er en lille landsby i Kerala provinsen i det sydvestlige Indien.
Kilde: BOA Tryk 1986/87